Det kræver et testamente, hvis du vil træffe beslutninger om fordeling af din arv og ikke ønsker, at der bliver skiftet efter arvelovens regler. Et testamente giver en vished og tryghed om, at din arv fordeles, som du ønsker det, uanset om du er gift, samlevende eller enlig.
Der er rigtig mange muligheder og nuancer, når det kommer til arv og testamente. Det gælder både, hvis du ønsker, at hele din arv tilfalder nogle bestemte, men også hvis det kun er enkelte genstande, der er en bestemt, der skal arve.
Dette er ligeledes vigtigt, at der tages stilling til begunstigelse i pensioner og livsforsikringer. Dette område vender vi altid med dig i vores rådgivning i forbindelse med arv og testamente.
Vi rådgiver ikke kun i mulighederne, men også hvad du og din familie kan have brug for.
Hvis du er gift, er det som udgangspunkt din ægtefælle, der arver dig. I så fald sidder den længstlevende i uskiftet bo. Dog kan dette modificeres af andre regler, eksempelvis hvis den ene af jer eller jer begge har børn fra tidligere forhold. I disse tilfælde er det meget vigtigt, at man får taget stilling til, hvordan man ønsker, at sin arv skal fordeles, både når førsteafdøde afgår ved døden, og når længstlevende afgår ved døden. Der er mange muligheder, og det er derfor vigtigt, at man i god tid får taget stilling til, hvad der er af muligheder, og får nedskrevet, det man ønsker i et testamente.
Mange er af den opfattelse, at hvis man er gift, kan man automatisk sidde i uskiftet bo, men det er ikke altid tilfældet, og det er heller ikke altid det mest fordelagtige, selvom det er muligt. Derfor anbefaler vi altid, at man tager stilling til sine ønsker sammen, og får disse nedskrevet i et testamente, uanset om man har fælles børn, særbørn eller ingen børn.
Som ugifte samlevende skal du være opmærksom på, at I ikke automatisk arver hinanden, selv hvis I har boet sammen i en længere årrække.
Hvis I vil sikre hinanden bedst muligt, skal I udarbejde et udvidet samlevertestamente. Dette gælder, selvom I måske har et hus og flere andre ting, som I ejer sammen, eller kan I risikere, at længstlevende ikke kan beholde jeres fælles ejendele.
Selv hvis I har børn, men er ugifte samlevende, skal I være opmærksomme, da arven ellers falder ud til jeres fælles børn og ikke den længstlevende forælder.
Når du som enlig afgår ved døden, er det arvelovens regler, der følges, medmindre du har skrevet testamente.
I et testamente kan du, alt efter omstændighederne, sikre andre end din familie, det kan være en bekendt, en fond, eller en forening.
Ved arv og testamente er det altid konkrete forhold, der afgør, hvad dine muligheder er. Derfor har vi altid en personlig snak med dig inden udarbejdelse af testamentet, så vi sikrer, at din sidste vilje bliver nedskrevet korrekt, og vores vejledning tager hensyn til dit konkrete behov.