+45 7070 7267
·
sikkermail@advn.dk
Man - Tors 08:00-16:00 Fre 08:00-15:00
·

Procesret

Procesret

Hos Nielsen & Østergaard fører vi retssager for såvel private klienter som erhvervsklienter ved alle retsinstanser og bistår også erhvervsklienter i sager, hvor tvisten afgøres ved voldgift.

 

Da både retssager og voldgift kan være forbundet med betydelige omkostninger og tage lang tid, vil vi altid bestræbe os på at afsøge mulighederne for en mere pragmatisk løsning.

 

Dette kan indebære, at en tvist forsøges løst ved: 

  • Forligsforhandling 
  • Mediation 
  • Nævnsbehandling ved Nævnenes Hus 

Hvis det ikke kan lykkes at løse en tvist med et for dig tilfredsstillende resultat, vil vi sørge for, at tvisten bliver indbragt for den relevante domstol eller voldgift. 

 

Hos Nielsen & Østergaard Advokatfirma tror vi på, at inddragelse af klienten giver de bedste resultater, uanset om det drejer sig om sager, der afgøres ved domstolene eller ved voldgift, og vi vil derfor håndtere tvisten i samarbejde med dig. 

 

Vi sørger for, at den advokat eller advokatfuldmægtig, som har den største ekspertise inden for det konkrete retsområde, bliver ansvarlig for at føre din sag. 

 

Hos Nielsen & Østergaard Advokatfirma er vi specialiseret i civile tvister og påtager os kun straffesager i det omfang, at vi har den fornødne erfaring med det specifikke strafferetlige område.

Byret

Langt den overvejende del af retssager starter i Byretten. 

SMÅSAGER
Sager, der har en økonomisk værdi på under kr. 100.000,00, behandles efter reglerne i den forenklede proces (småsagsprocessen), der har til formål at sikre en hurtigere sagsbehandling, og hvor processen er tænkt til at kunne foregå uden, at parterne er repræsenteret ved advokat.

Retten tilrettelægger i sager behandlet efter reglerne i den forenklede proces sagens gang og har en særlig vejledningspligt i forhold til parter, der ikke er repræsenteret af advokat.

Da der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem en sags økonomiske værdi og kompleksiteten af den juridiske tvist, vil parterne i den forenklede proces ofte benytte sig af advokatbistand, og hos Nielsen & Østergaard Advokatfirma bistår vi løbende klienter i sådanne sager.

Sager, der er behandlet efter reglerne i den forenklede proces, kan ankes til Landsretten. Hvis sagens økonomiske værdi er under kr. 50.000,00, kræver en anke dog tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. 

CIVILE SAGER
Sager med en økonomisk værdi, der overstiger grænsen for behandling efter reglerne i den forenklede proces, eller af andre årsager er for komplekse eller kræver for megen bevisførelse til at blive behandlet som småsag, behandles efter de almindelige regler for civile sager.

I almindelige civile sager har man mulighed for at inddrage syn og skøn, hvis det er nødvendigt for at tilvejebringe bevis for f.eks. tilstedeværelsen af eller udbedringsomkostningerne ved mangler.

Sager, der er behandlet som almindelige civile sager, kan ankes til Landsretten. Hvis sagens økonomiske værdi er under kr. 50.000,00, kræver en anke dog, præcis som ved sager ført efter reglerne i den forenklede proces, tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.  

BOLIGRETSSAGER
Sager, som angår tvister mellem lejer og udlejer, behandles ved Boligretten, der er en særlig sagkyndig funktion under Byretten, hvor den juridiske dommer suppleres af to særlige boligdommere. (Disse er udpeget af organisationer der varetager henholdsvis lejeres og udlejeres interesser.)

Boligretssager kan også føres efter den forenklede proces – dette sker, hvis sagen har en økonomisk værdi på under kr. 50.000,00.

Boligretssager kan ankes til Landsretten. Hvis sagens økonomiske værdi er under kr. 50.000,00, kræver en anke dog, præcis som ved andre retssager ført ved Byretten, tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

ISOLERET BEVISOPTAGELSE
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt et forhold udgør en mangel, eller er i tvivl om hvad udbedringsomkostningerne for et mangelfuldt forhold er, har man mulighed for at få iværksat et udenretligt syn og skøn i form af isoleret bevisoptagelse.

Det foregår som et syn og skøn; men finder sted før et egentligt sagsanlæg.

Landsretten

De fleste retssager starter som nævnt ved Byretten; men i særlige tilfælde, hvor sagen har en principiel karakter, kan retssager behandles ved Landsretten som første instans.

Under en ankesag indgår den bevisførelse, der fandt sted i Byretten; men der er mulighed for supplerende parts- og vidneforklaringer, ligesom det er muligt at føre vidner, der ikke afgav forklaring for Byretten.

Landsretssager kan ankes til Højesteret. Hvis der er tale om en Landsretsdom i en ankesag fra Byretten, kræver det dog tredjeinstansbevilling fra Procesbevillingsnævnet.    

Højesteret

Højesteretssager er forholdsvis sjældne, da kun retssager, der er behandlet med Landsretten som første instans, og de få sager, der har den fornødne principielle karakter til at kunne opnå tredjeinstansbevilling fra Procesbevillingsnævnet, finder vej til Højesteret.

De fleste sager i Højesteret afgøres på skriftligt grundlag, hvilket vil sige, at der ikke er mulighed for supplerende parts- og vidneforklaringer. I sager hvor der afholdes en egentlig hovedforhandling, er der mulighed for supplerende parts- og vidneforklaringer.

En dom fra Højesteret i en civil sag er med meget få undtagelser endelig. Kun når sagens karakter involverer muligheden for konventionsbrud vil en sag kunne fortsætte efter Højesterets dom, og dette vil i så fald kræve indbringelse for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Sø- og Handelsret

Sø- og Handelsretten er en specialdomstol, der har særlig sagkundskab.

Sager angående EU-varemærker og sager angående EF-design skal anlægges ved Sø- og Handelsretten. Internationale erhvervssager, transportsager, forbrugerombudsmandssager, immaterialretssager, konkurrencesager, markedsføringssager og sager om forretningshemmeligheder kan anlægges ved Sø- og Handelsretten, medmindre parterne har aftalt andet værneting.

En part kan desuden anmode om, at en civil sag henvises til behandling i Sø- og Handelsretten, hvis den angår ansættelsesforhold eller ophavsret, hvis sagen er principiel og fagkundskab til henholdsvis arbejdsmarkedsforhold eller erhvervsforhold er af væsentlig betydning.

Sø- og Handelsretten behandler også sager om midlertidige afgørelser om forbud og påbud.

Sagsbehandlingen i Sø- og Handelsretten adskiller sig i udgangspunktet ikke væsentligt fra sagsbehandlingen i andre almindelige civile sager.

Domme fra Sø- og Handelsretten kan ankes til Landsretten, medmindre sagen er af principiel karakter, i hvilket tilfælde anke direkte til Højesteret kan tillades. 

Sagens typiske forløb

En civil retssag starter typisk i Byretten, hvor en sag starter med, at der indgives en stævning fra den part, der er sagsøger. Parten, der stævnes, er sagsøgte, som skal svare i sagen med et svarskrift efter at have modtaget stævningen. Herefter indgives der på skift processkrifter fra parterne, hvor man tager stilling til den anden parts påstande.

Undervejs i sagen vil Retten typisk indkalde parternes advokater til et telefonmøde, hvor sagens videre forløb, herunder om der skal afholdes syn og skøn m.v., bliver aftalt.

Når der ikke er flere indlæg i form af processkrifter, sluttes sagen med et fysisk fremmøde i Byretten, hvor sagen hovedforhandles. Her vil parterne og vidnerne få mulighed for at udtale sig, sagens beviser vil blive gennemgået og til sidst vil parternes advokater procedere sagen.

Ankesager foregår på tilsvarende måde. 

Voldgift

Mange erhvervskonflikter løses ved voldgift frem for ved domstolene – enten fordi dette kontraktligt er aftalt, inden konflikten opstår, eller fordi det aftales parterne imellem, når konflikten opstår.

Voldgiftssager kan både føres ved et voldgiftsinstitut eller en ad hoc voldgift – dette afhænger af den konkrete aftale parterne imellem.

Ved voldgiftssager består voldgiftsretten af 3 voldgiftsdommere, medmindre andet er aftalt mellem parterne. Det er parterne, der vælger dommerne.

Som ved de almindelige domstole skal hver part have mulighed for at fremføre sin sag for Voldgiftsretten.

Voldgift kan, medmindre andet er aftalt, forlanges afgjort ved mundtlig forhandling, hvor parter og vidner får mulighed for at afgive forklaring. Der er også mulighed for, at voldgift afgøres ved skriftlig behandling.

Voldgiftsrettens afgørelse er endelig og bindende uden mulighed for at anke sagen til andre instanser, og det er derfor ekstra vigtigt, at man sørger for at alliere sig med en advokat, der har den fornødne ekspertise med voldgiftssager. 

Fri proces og retshjælpsdækning

Inden vi påbegynder sagsarbejde i forbindelse med civile retssager, vurderer vi dine muligheder for at søge fri proces eller få retshjælpsdækning.

Du vil derfor som privat klient kunne opleve, at vi spørger ind til personlige formue- og indtægtsforhold, da disse er afgørende for, om der kan søges om fri proces.

Såvel private klienter som erhvervsklienter vil opleve at blive spurgt ind til forsikringsforhold, da vi altid vil forsøge at opnå retshjælpsdækning, såfremt det er muligt.

Forsikringsselskaberne kan have forskellige vilkår, og vi kan ikke på forhånd garantere, at der vil blive givet tilsagn i en specifik sag.

Det er vigtigt at bemærke, at et retshjælpstilsagn ikke automatisk betyder, at du ikke selv vil have omkostninger til en sag. Forsikringsselskaberne dækker således ikke altid omkostningerne fuldt ud.

Uanset om du opnår fri proces eller tilsagn om retshjælpsdækning, eller om du selv skal afholde omkostningerne ved en retssag, vil vi altid sikre os, at du er informeret om, hvilke omkostninger du selv kan komme til at hæfte for i forbindelse med en retssag. 

Hos Nielsen & Østergaard bistår vi klienter med såvel voldgift som retssager for alle instanser, og vi ved af erfaring, hvor vigtigt det er, at man gør sig de rigtige overvejelser, inden sagen begynder.

 

Vi er bevidste om, at både voldgift og retssager er store beslutninger. Det gælder, uanset om du vil starte en sag, eller om du skal forsvare dig mod en. Du bør derfor altid få en grundig juridisk vurdering af dine chancer, før du vælger næste skridt.

 

Hos Nielsen & Østergaard bistår vi løbende klienter med juridiske vurderinger af, om sager bør føres. I den forbindelse tager vi, ud over de juridiske forhold, også hensyn til såvel de økonomiske risici som det tidsmæssige aspekt, som en sag vil medføre.

 

Hvis du fortsat er i tvivl om din sag efter at have talt med andre rådgivere eller advokater, har vi hos Nielsen og Østergaard også stor erfaring med at levere en second opinion, hvor vi ser på sagen med friske øjne, så du kan træffe din beslutning om, hvad næste skridt skal være med ro i maven. 

Kontakt for rådgivning til procesret